Søde Ingelise og de andre seniorer er blevet bedre til det der med computer

Seniorer er blevet bedre til IT

Søde Ingelise og de andre seniorer er blevet bedre til det der med computer

Der er noget, der får dig til at føle dig ung. Og så er det noget andet, der får dig til at føle dig gammel.

Når man tilhører den generation, der kom til verden i 80’erne, kan dette noget, der får os til at mærke, at vi ikke blev født i går, eksempelvis være en diskette. De sidste år af folkeskolen og hele gymnasietiden var fyldt med disketter. Men for børn i dag kunne en diskette lige så godt være en udstillingsgenstand på et museum. De aner ikke, hvad det er.

Hvad mon det så gør ved aldersfølelsen, når man ser alle de unge mennesker gå rundt med snuden i tablets, smartphones og computere – uden overhovedet at vide, hvad en e-mail er for en størrelse?

Hun mødte op med et kassettebånd i hånden

Det er DR Nyheder som i dag fortæller historien, der blandt andet handler om en sej dame, der hedder Ingelise. Ingelise står for musikken til sit gymnastikhold, og musikken, ja, den lå på et kassettebånd. Til grin kan man altid blive, og det blev søde Ingelise da også, da hun ville afspille musik, der lå gemt på et fortidslevn.

Hun kunne godt se, at her var et område, hvor hun måtte sætte ind for ikke at blive helt sat af den elektroniske udvikling. Ingelise købte derfor en iPad, så hun kan lave en playliste på den. Hun skulle lige lære det hele, men hun er blevet god til at bruge den. Og det, hun ikke kan finde ud af, får hun hjælp til i en IT-cafe organiseret af Ældresagen.

De ældre er blevet skarpe til IT

DRs undersøgelser viser, at flere ældre har fået mod på digital post, samt at der bliver tilbudt færre begynderkurser i IT. Der er bare ikke efterspørgsel længere. I stedet kan man som Ingelise gå på IT-cafe og få hjælp til individuelle opgaver.

Det er ikke længere et problem at få computeren tændt eller at forstå, hvad en e-mail er for noget. Tværtimod har flere og flere ældre fået øjnene op for, hvordan det elektroniske udstyr kan gøre deres hverdag sjovere og lettere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *