Caspar Phillipson meldte sig syg for at spille JFK

CasparPhillipson

Caspar Phillipson meldte sig syg for at spille JFK

Den danske skuespiller Caspar Phillipson har for nylig været Hollywood-aktuel i filmen ‘Jackie’. Filmen handler om John F. Kennedys kone Jackie Kennedys liv, efter at hendes mand, USAs præsident, blev snigmyrdet under en køretur gennem Dallas. Jackie spilles af Natalie Portman, mens rollen som selveste JFK tilfaldt danske Phillipson. Men det krævede en sygemelding at komme til at indspille scenerne til den amerikanske film. Phillipson havde nemlig allerede anden aftale, da han fik rollen.

Skulle have spillet teater i London

Da Caspar Phillipson fik tilbudt rollen som JFK, stod der allerede i hans kalender, at han skulle spille teater på London Toast Theatre. Han skulle være med i juleshowet Crazy Christmas Cabaret i London i november og december måned 2015. Tilbuddet om en stort anlagt Hollywood-produktion trak i den danske skuespiller, og han spurgte derfor om fri fra teatret i London. Men den gik ikke.

Og hvad gør man så, når man allerede har sagt ja til én ting og får et tilbud om noget, der er bedre?

Man sygemelder sig.

Det er naturligvis ikke sådan, den officielle forklaring lyder. Phillipson fik en lægeerklæring, hvori der stod, at han ikke kunne deltage i forestillingerne i London grundet dårligt psykisk arbejdsmiljø. Og så tog han afsted for at optage sine scener til ‘Jackie’.

Skal betale erstatning til London Toast Theatre

Da London-teatret pludselig manglede en skuespiller, måtte de forsøge at finde en afløser. Det løste sig ikke uden gnidninger, og teatret måtte aflyse forestillinger. Aflyste forestiller betyder færre kroner i kassen, og derfor søgte teatret om erstatning fra Caspar Phillipson. Erstatningskravet lød på lidt over 150.000 kroner, og landsretten har nu besluttet, at Phillipson skal betale 116.000 kroner, skriver Ritzau.

Det er altid dejligt, når danske skuespillere slår igennem på det rigtig store lærred. Det giver os en masse opmærksomhed, og vi bliver så stolte. Man kan sige, at Caspar Phillipson tog en for holdet med denne halvpinlige affære. Vi håber, at han også tog sig godt betalt for sin rolle i ‘Jackie’.

Mon ikke Phillipson har råd til at betale erstatningen med sin lønningscheck?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *