Bokser lægger handskerne

Floyd Mayweather Jr. indstiller karrieren

Han er blevet verdensmester i boksning hele 10 gange. I weekenden skal han bokse i Las Vegas. Og når han er færdig med den kamp, er der kun to tilbage før pensionen. Floyd Mayweather Jr., alias Pretty Boy, lægger handskerne på hylden og smider håndklædet i ringen i 2015. Og det ser ud til, at bokseren kan leve ganske fint af sine præmiepenge.

46 sejre i 46 kampe

Sådan ville der stå på Floyd Mayweather Jr.’s CV, hvis han da behøvede at lave sådan et. Det er en pæn statistik for en bokser. Og så er 26 af kampene endda vundet på knockout. Selvom bokseren indstiller sin egen boksekarriere, vil han fortsat være at finde i den hårdtslående bokseverden. Verdensmesteren vil bruge sin tid på at starte Mayweather Promotions.

Inden Mayweather starter sin egen forretning, skal han møde argentinske Marcos Rene Maidana i Las Vegas i den kamp, der viser sig at være hans tredjesidste nogensinde.

Bokseren, der har tjent fleste penge i karrieren

Kan man tjene penge på boksning? Ja, det kan man, hvis man er lige så dygtig som Floyd Mayweather Jr. Det var Mayweathers far, der selv var bokser, som introducerede sønnike til bokseringen og de polstrede handsker. Det skulle vise sig, at farmand havde et godt øje for talent. Og det gælder både sportspræstationer og indtjening.

Ifølge Forbes tjente Mayweather sidste år lige på den anden side af 100 millioner USD. Og i hele karrieren? Her har den succesfulde bokser såmænd præsteret at hive mere end 2 milliarder dollars med hjem. Hvis disse svimlende summer er korrekte, gør det Mayweather til den højst betalte sportsperson i verden.

Måske man skulle begynde til boksning?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *